ART & MERCHANDISING
EN UDSTILLING AF DANSKE OG UDENLANDSKE KUNSTNERES PROMOTIONS
11. januar - 2. marts 2014
Ann Louise Andersen, Eric Andersen, Per Arnoldi, Zven Balslev, Søren Behncke, Ejler Bille, Kaspar Bonnen, Peter Callesen, Claus Carstensen, Lotte Fløe Christensen, Jesper Christiansen, Matt Collishaw, Sven Dalsgaard, Cathrine Raben Davidsen, Asger Dybvad, Claus Ejner, Inge Ellegaard, Kasper Eistrup, Rose Eken, Olafur Eliasson, Elmgreen & Dragset, Egon Fischer, Eric Fischl, FOS, Erik A. Frandsen, Rosa Marie Frang, FUTURA 2000, Os Gemeos, Paul Gernes, Astrid Gjessing, Katarzyna Gorna, Kim Grønborg, Handberg & P.O.Pedersen, Lars Lundehave Hansen, Jonas Hecksher, Kasper Heiberg, Lars Heiberg, Jeppe Hein, Morten Hemmingsen, Stefan Herrik, Jonn Herschend, Hesselholdt & Mejlvang, Damien Hirst, Heidi Hove, HUMAN SITES Sohn + Isaksen, Hundert-wasser, Hunn & Thayer, HuskMitNavn, Poul Janus Ibsen, Jörg Immendorf, Noriko Ishida, Licca Ito, Eske Kath, Per Kirkeby, Pontus Kjerman, Keiko Kuroda, Michael Kvium, John Kørner, Malene Landgreen, Anders Reventlov Larsen, Christian Lemmerz, René Luckhardt, Marianne Markvad, Line Sandvad Mengers, Ron Mueck, Hanne Munk, Bjørn Nørgaard, Iben Toft Nørgaard, Knud Odde, Albert Oehlen, Markus Oehlen, Tony Oursler, Paintover, Felix Pedersen, Carl Henning Pedersen, Ryan Pierce, Pistoletto, Steve Power/ESPO, Tal R, Randi & Kathrine, Anu Ramdas, Steen Rasmussen, Lars Ravn, Nikolaj Recke, Kirstine Roepstorff, Flemming Rolighed, Adam Saks, Andreas Schulenburg, Søren Sejr, Bettina Sellmann, Yinka Shonibare, Dash Snow, Faranak Sohi, SUPERFLEX, Daniel Svarre, Bjarke Regn Svendsen, Søren Taaning, Malene Nors Tardrup, Evren Tekinoktay, Bert Teunissen, Marie Thams, Wolfgang Tillmans, Rikuo Ueda, Bettina Camilla Vestergaard, Henrik Vibskov, Maria Wæhrens, William Wegman, Mette Winckelmann, Joaquin Zaragoza, Kathrine Ærtebjerg
I PERIFERIEN AF KUNSTEN
Af Henrik Broch-Lips
… Det er meget mere accepteret nu om dage at have koblingen mellem kunsten og det kommercielle. Der er klart sket et skred. Man møder ikke kritik på det længere. 1
Helle Skou, museumsbutikschef, Louisiana
Gennem kunstens historie har der traditionelt hersket en nærmest urokkelig forestilling om, at almindelig dagligdag og den autonome kunst er to adskilte områder. Kunsten er blevet defineret som et særligt frirum, hvor kunstnerne ikke forventes at følge samfundets moralske regler, men tværtimod overskrider fasttømrede sociale normer og traditionelle konventioner.
Men i tiden omkring 1. verdenskrig opstod de første kunstneriske avantgardebevægelser som dada, surrealisme og konstruktivisme. De indeholdt visioner om at bruge kunsten til at forandre det sociale liv og dermed nedbryde skellet mellem kunst og hverdag.
Tressernes Pop Art bevægelse fulgte op med at udfordre grænserne mellem kunst, reklame, forbrugsvarer og massekultur.2 Der skete et skred i værdihierarkiet, og afstanden mellem den forfinede kunst og populærkunsten blev mindre eller helt ophævet. Selv kitsch blev en kvalitet i kunsten og med udsagnet om, at “good business is the best Art”, proklamerede popkunstens ikon, Andy Warhol, en nær og legitim sammenhæng mellem den finkulturelle sfære og den kapitalistiske handel.3
En række kendte kunstnere har siden ladet sig inspirere af popkunstens massemediemæssige succeser til at udnytte deres egen personlighed som brand og varemærke. I 1986 åbnede Keith Haring sin egen Pop Shop, hvor fans kunne købe merchandise-produkter som T-Shirts, stickers og tasker og i 1991 indgik Jeff Koons et ultra kort ægteskab med den italienske pornostjerne Cicciolina, som han brugte i sin meget omtalte pornografiske serie Made in Heaven fra samme år.
I de sidste par år har Damien Hirst skabt sine egne kunstbutikker Other Criteria, hvor man sælger alt fra kunstnøgleringe for en halvtredser til originale grafiske værker til 30.000 kroner. Damien Hirst har sagt, at “Kunst har aldrig været mere populær, end den er i dag, og Other Criteria sigter efter at sælge kunst, der er til at betale, af højeste kvalitet til enhver, der ønsker den”.4
Other Criteria er blot et blandt mange eksempler på, at branding og kunst i stigende grad trækker på hinandens universer og låner hinandens praksisser. Forskerne Hermansen, Kjeldgaard og Torp har formuleret det således:
“Det bliver sværere og sværere at drage en klar grænse mellem de to felter, og meget tyder på, at både forskere og praktikere bør tage fænomenet alvorligt som en ny æra af branding i en stadig mere æstetiseret forbrugerkultur”.5
Udstillingen Art & Merchandising i Das KunstBüro nonprofit Artspace er en præsentation af over hundrede professionelle kunstneres artefakter, der i bred forstand relaterer sig til temaet merchandising. Det lille '&' i titlen er essentielt, da udstillingen både viser traditionelle merchandiseprodukter erhvervet i forskellige museumsshops og mere kreative bud, der udfordrer, fordrejer og måske ligefrem kritiserer begrebet kunstmerchandise på en måde, hvor begrebet kunst spiller en større rolle.
Formålet med en sådan udstilling er at give et sjældent indblik i et af kunstens mere perifere felter og en særegen mulighed for at betragte genstandene som kunstneriske fænomener i en non-kommerciel sammenhæng, der adskiller sig fra museumsbutikkers og forretningers traditionelle salgsfremvisning.
Ved at udstille kunstnernes merchandise-produkter, som om de er et lille stykke kunst, skabes nye æstetiske oplevelser samtidig med at publikum inviteres til selv at tage stilling. På den måde udfordrer Art & Merchandising såvel kunstbegreb kunst som publikum og får os til at reflektere over, om begrebet merchandise er et ydre, imagedannende aktiv for kunstneren eller om merchandise for længst er blevet en indre og helt selvfølgelig del af kunsten.
Selvom kunsten i dag fungerer som social markør af både økonomisk og kulturel kapital, og markedets logik for længst er trængt ind i kunstverdenen, forholder særligt danske billedkunstnere sig stadig skeptisk til begrebet og termen merchandising.
Alligevel giver udstillingen en række eksempler på, at der især blandt de yngre kunstnere er en tendens til en tiltagende populær og folkelig forståelse af kunstværket, der nærmest på avantgardistisk vis er med til at nedbryde opdelingen mellem kunst og liv, og som lægger vægt på kunstens mere funktionelle værdier.
Kunstnere som Damien Hirst, Ron Mueck, John Kørner, HuskMitNavn, Papfar og Superflex er f.eks. ikke bange for at bevæge sig ud til grænsen og eksperimentere ironisk med både kunst, branding og marketing.
I en kommerciel og stringent optik definerer man oftest kunst-merchandising som de tie-ins produkter, der er udstyret med en kunstners motiv eller aftryk, og som ikke alene er med til at udbrede kendskabet til en specifik begivenhed eller kunstner, men som også kan markedsføres som selvstændige produkter.
Kunstnernes merchandise kan for eksempel være kunsttryk, postkort, kopper, halstørklæder, drikkedunke, svedbånd, T-shirts, lamper, plakater samt puslespil og mimer, med kunstnernavn og museumslogo, de fan-artikler fodboldklubber og rockbands producerer.
Et kunst-merchandising produkt er hverken et almindeligt reklamemiddel eller en traditionel souvenir, men kan selv i store oplag være noget ganske særligt. Det er uhyre vanskeligt at trække en skarp grænse mellem merchandise, promotionprodukt, multiplies, printed matter, ephemera og originale kunstværker, når objekterne både produceres i begrænset og i ubegrænset oplag, og tilmed sporadisk nummereres.
Det er ihvertfald ikke nemt at sætte en entydig label på et objekt, når kunstnere begrænser T-shirts editioner til 100 styk, lancerer katalog-udgivelser i et beskedent oplag på 50 og samtidigt producerer grafiske værker i oplag på 200, som lanceres som originale værker, til trods for, at de er produceret digitalt.
Samlet set demonstrerer Art & Merchandising, at kunsten er ved at blive en central del af samfundet og dets vareforbrug, og at den ikke længere blot er kunst for kunstens egen skyld. Dermed kunne det se ud til, at Immanuel Kants indflydelsesrige filosofi om kunstens ’interesseløshed’ – dvs. at kunst er hævet over den almindelige hverdags formålsbestemthed og ikke har ”interesser” i noget udenfor sig selv – er ved at være et overstået kapitel.
I Kritik af Dømmekraften fra 1790 omtaler Immanuel Kant kunstværket som en hensigtsmæssighed uden hensigt og definerer den rene æstetiske oplevelse som et interesseløst behag, som retter sig mod kunstværket uden formålsrettede bagtanker:
“Smag er evnen til at bedømme en genstand eller en forestillingsmåde gennem et fuldstændigt interesseløst velbehag eller mishag. Genstanden for et sådant velbehag kaldes skøn”.6
I sit omtalte værk Distinktionen. En sociologisk kritik af dømmekraften (1979) gjorde den franske filosof Pierre Bourdieu op med forestillingen om kunsten som interesseløs. Han hævdede istedet, at smag hænger nøje sammen med sociale, økonomiske og politiske betingelser og at folkets populære smag, har ophævet grænsen mellem kunst og virkelighed.7
Ifølge Pierre Bourdieu findes der ikke en uskyldig smag, da den konstant indgår i et felt af uophørlige klasseskel og klassekonflikter, som f.eks. i forskellen på at drikke te og kaffe, hvor tedrikning også er en måde at bekræfte en klasseposition på, da te er en borgerlig middelklasse-drik.8
På samme måde er det at erhverve sig det ‘rigtige’ kunstværk et af overklassens midler til at opretholde en eksklusion og en undertrykkelse af resten af samfundet, da køberen bekræfter sig selv som den eksklusive indehaver af både objekt og den ‘ægte smag’ for præcis dette værk:
“Dermed omdannes objektet til en tingsliggjort negation af alle, som ikke er værdige til at eje det, fordi de mangler det materielle eller de symbolske midler, som kræves for at tilegne sig det…” 9, mener Pierre Bourdieu.
Kritikken af kunstværker som eksklusive og ekskluderende er måske nok for unuanceret, men i et Bourdieusk perspektiv er merchandise-produkter demokratiske objekter, de fleste kan erhverve sig på tværs af klasseskel og kulturel kapital.
Dermed nedbryder merchandise skellet mellem finkunsten og dagligdagen og forekommer beslægtet med den snart hundrede år gamle historiske avantgarde, hvis intention var at overføre kunsten til livspraksis og bryde med ‘kunsten som institution’ - ihvertfald sådan som det kommer til udtryk i Peter Bürgers indflydelsesrige bog ’Theorie der Avantgarde’.10
Udnytter samtidskunstnerne merchandising som en kunstnerisk strategi, har de således alle muligheder for at indtage en nutidig kritisk position, der udfordrer begreber som eksklusion, borgerskab og originalitet og som endnu engang kan udvide det skrøbelige og efterhånden hårdt prøvede kunstbegreb.
1. Helle Skou, chef for Louisianas museumsbutik, in ‘Museumsbutikkerne brander os’, Politiken, 28.09.2009
2. Pop Art blev skabt af en generation af kunstnere, der selv var designere af reklamemateriale, og som brugte samme produkter som udgangspunkt for værker, som nu hænger på museer
3. Andy Warhol's Art and Film, Patrick S. Smith, Umi Research Press, 1986, p. 132
4. http://sea.blouinartinfo.com/market-news/article/30383-hirst-doubles-his-retail-power
5. Judy Hermansen, Dannie Kjeldgaard og Simon Torp, “Når branding bliver kunst – og kunst bliver branding, Fyens Stiftstidende 01.09.2009
6. Immanuel Kant, Kritikk af dømmekraften’, § 5, p. 79, Pax forlag, Oslo 1995.
7. Pierre Bourdieu, ‘Distinktionen. En sociologisk kritik af dømmekraften’ (1979), Pax forlag, Oslo 1994
8. Opus.cit., p. 24 (Dag Østerbergs forord)
9. Opus.cit., p. 99
10. ”Die Avantgarde intendiert die Aufhebung der Autonomen Kunst im sinne einer Überführung der Kunst in Lebenspraxis”. Peter Bürger, ’Theorie der Avantgarde, Suhrkamp, Frankfurt an Main, 1974, p. 72
KATALOG
I forbindelse med udstillingen Art & Merchandising har forlaget Das Kunstbüro udgivet et 40-siders lommekatalog i 500 eksemplarer.
ddelasse-drik.8
