New Waves in the Hood

 

NEW WAVES IN THE HOOD

IN AND OUTDOOR KUNSTPROJEKT AF HESSELHOLDT & MEJLVANG

5. oktober - 3. november 2013

 

 

 

 

NEW WAVES IN THE HOOD

 

Af Henrik Broch-Lips

 

Die einzig revolutionäre Kraft ist die Kraft der menschlichen Kreativität, die einzig revolutionäre Kraft ist die Kunst. 1

Joseph Beuys

 

Noget er på færde på den ellers stille villavej. I flere haver vajer mørke korsflag i efterårs-vinden, og i en af villaerne er placeret en række uhyggelige dukkehuse midt mellem stuens planter, vaser og frugtskåle. I samme villa vises samtidig en installation af sorte faner, et par grafiske værker, et par skulpturer samt en udførlig dokumentation af et politianmeldt kunstværk, der har tydeliggjort, at det ikke er helt uproblematisk at forholde sig kunstnerisk til nationale symboler og tegn.

 

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang udfordrer endnu engang velkendte konstruktioner som danskhed, køn og hjemmet som tryg bastion. Akkurat som de tidligere har gjort det på en række udstillinger i Norge, Sverige og Danmark. Men aldrig før er deres kontroversielle kunst trængt så langt ind i et traditionelt og borgerligt villakvarter.

 

 

 

Den kombinerede in- and outdoor udstilling i Das Kunstbüro nonprofit Artspace har fået titlen New Waves in the Hood. Til deres stedspecifikke udendørs projekt, der omfatter tre flagstænger i Marseliskvarteret, har Hesselholdt & Mejlvang håndsyet tre sorte korsflag med solhjul formet af et græsk kors og cirkelslag.

 

Formelt set kan de kunstneriske flag opleves i relation til mange andre eksempler på flagværker gennem kunsthistorien: Maleren Jasper Johns forskellige udgaver af det amerikanske flag i 1950’erne, det slovenske avantgardekollektiv NSK’s overidentifikationer af totalitære regimers flag i firserne, tyske Rosemarie Trockels strikkede amerikanske flag med hammer og segl fra slutningen af 1980’erne og sidst, men ikke mindst, Robert Longos bearbejdninger af det amerikanske flag til både sort og forkullet sort fra samme periode.

 

Indholdsmæssigt provokerer Hesselholdt & Mejlvangs alternative flag forestillingen om nationalflaget som et nærmest helligt, rituelt symbol og skaber derved tankevækkende konnotationer til begreber som nationale tilhørsforhold, national identitet og nationale symboler.

 

 

 

I en dansk kontekst viser nye undersøgelser, at ni ud af ti voksne danskere oplever Dannebrog som et positivt symbol, alle danskere kan samles om.2 Det danske flag er mere populært end nogensinde og ”Hvis der er noget, som kan binde alle danskere sammen på tværs af politiske, værdimæssige, kulturelle og sproglige barrierer, så er det en rød dug med et hvidt kors".3

 

Det er dette rituelle og samlende nationalsymbol, som danskere flittigt bruger ved fødselsdage, til jul og i kolonihaven, men som også er blevet udnyttet mere aggressivt af Dansk Folkeparti midt i 1990' erne, som Hesselholdt & Mejlvang udfordrer med deres hjemmelavede korsflag, der ikke så let lader sig aflæse.

 

 

 

Flagene fremstår nemlig dobbelttydige på grund af farven sort. Den sorte fane er gennem tiden blevet anset for at være et anti-flag i skærende kontrast til såvel nationalstaternes farvede flag som det hvide flag, der er det universelle symbol på overgivelse.

 

Ifølge anarkismeforskeren George Woodcock blev det sorte flag anvendt i 1883 i forbindelse med et arbejderoprør i Paris, og lige siden har anarkisterne brugt det som et udtryk for at være i opposition til enhver nation samt til hierarkiske strukturer og institutioner.4

 

I nyere tid har mange højreradikale grupper tilegnet sig den sorte fane og bl.a. brugt den på klistermærker ledsaget af sloganet ‘national modstand’. Nynazister, i f.eks. Tyskland, bruger også den sorte fane til deres propaganda, men oftest i selskab med den socialistiske røde fane. Akkurat som de venstreorienterede autonome gør. Og medregner vi de fundamentalistiske salafisters anvendelse af sorte flag i deres kamp mod det syriske regime, er den sorte fanes tvetydighed total.

 

 

 

En flertydighed der også gælder for Hesselholdt & Mejlvangs flagværker, og som skaber tvivl og usikkerhed hos beskueren. Tvivlen forstærkes ved, at de alternative kunstflag kun er hængt op i nogle af villakvarterets haver, og derfor visuelt kan tolkes som om, de udtrykker en ny radikal bevægelse, der så småt er ved at få fat i beboerne, og som måske er et alternativ til det danske fællesskab.

 

Med New Waves in the Hood stiller Hesselholdt & Mejlvang vigtige spørgsmål ved eks- og inklusion, danskhed som proces, gruppeidentitet- og dannelse, naboskab og ikke mindst nationen. Helt bogstaveligt: Who is in – and who is out?

Beskueren tvinges til at reflektere og til selv at tage stilling.

 

 

 

Leksikalsk bliver en nation betegnet som en gruppe mennesker med en følelse af fælles identitet på grundlag af f.eks. etnisk, historisk, kulturel eller sproglig samhørighed. Den britiske nationalismeforsker, Benedict Andersson, mener, at nationalitet, nationshed og nationalisme er kulturelle produkter af en særlig beskaffenhed, og han definerer nationen som “…et forestillet politisk fællesskab – og forestillet som både uafvægerligt afgrænset og suveræn”.5

 

Benedict Andersson betegner nationen som forestillet, fordi medlemmerne af selv den mindste nation aldrig vil kende de fleste af deres fæller, møde dem eller endsige høre om dem. Alligevel finder man i tankerne hos hver enkelt billedet af deres fællesskab.

 

Nationen er forestillet som et fællesskab fordi, uanset den faktiske ulighed og udbytning, der måtte være fremherskende i den enkelte nation, opfattes nationen altid som et dybt horisontalt, afgrænset kammeratskab. Og det til trods for at der i nationer kan befinde sig over en milliard mennesker. Nationen er tilmed forestillet som et utroligt stærkt bånd, mange er villige til at dø for.6

 

 

 

Det er karakteristisk for Hesselholdt & Mejlvangs værker, at der optræder en iboende kritik af nationalisme som konstruktion. Deres kritiske udgangspunkt er ofte småborgerlig kolonihaveidyl, identitetsskabende symboler som ørnen, løven og pentagrammet samt nationalflag og farver, som symboliserer de forskellige lande - heriblandt Dannebrog.

Det nationale flag er et af de stærkeste symboler på et nationalt fællesskab, og historikerne Graham Macphee og Prem Poddar betegner det som den ultimative model for en replika uden original:

“Det nationale flag eksemplificerer en kombination af fremvisning og forsvinding, for som et flag signalerer det nationen, og dets tilsyneladende enhed af billede og objekt, skjuler den mangfoldighed af forskelle, som bebor nationen, og dens mange forbindelser og relationer, der når ud over den”.7

 

 

 

Når Hesselholdt & Mejlvangs sorte korsflag bliver placeret mellem rød/hvide danske flag og vimpler, bliver det tydeligt, at nationalflag demonstrerer noget grundlæggende ved national tænkning. Nemlig, at man definerer alting ud fra en absolut forskel til de andre, og at den nationale forskel faktisk opstår på basis af en lighed: Alle flag er forskellige, men i deres opbygning er de jo samtidig næsten helt ens.

 

 

 

På samme måde med landenes vejrudsigter, der kan være dybt forskellige, men som alligevel i TV og andre medier udspiller sig fuldstændig ens hen over landkortets repræsentation af nationalstaten.

“Den indre længsel efter en identitet hænger både sammen med et pres udefra og med kompetitiv lighed: Hvis naboerne skal, skal vi også. Vi gør os til en anden ved at genkende os selv i dem. Andetheden består af 80 procent lighed, men ligheden producerer andetheden. Og alle dem, som frygter nationalismen, må også forstå, at den handler ligeså meget om denne lighed - de fælles kategorier - som om forskel”, mener Benedict Andersson.8

 

 

 

At det enkelte nationale flag er et stærkt symbol på fællesskab og lighed er vigtigt i forbindelse med Hesselholdt & Mejlvangs flagprojekt i villakvarteret. For når nogle naboer pludselig bryder såvel nationale traditioner som naboskabets uskrevne regler ved at hænge sorte flag op istedet for det ‘hyggelige’ Dannebrog, så trænger andetheden, uhyggen og det fremmede ind i et ellers trygt fælleskab, der nu risikerer at slå revner.

 

Det ukendte og foruroligende trænger på samme måde ind i selve hjemmet, når Hesselholdt & Mejlvang i en villastue udstiller små, groteske dukkestue-tableauer, hvor der tilsyneladende er sket noget særdeles uhyggeligt. En stue er udbrændt, i et andet tableau løber en sort klistret masse ned fra soveværelsets loft og i et tredje, er en af beboerne blevet skudt.

 

 

 

Den slags uhyggelige og skjulte begivenheder i det ellers hjemligt vante kaldte den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud for Das Unheimliche. I psykoanalysen betegner begrebet det fortrængtes genkomst, og er en tilbagevenden af hjemlige fænomener og følelser, der har været fremmedgjorte og undertrykte.

 

Das Unheimliche betyder egentlig ‘det uhyggelige’, men direkte oversat fra tysk betyder ordet ‘det u-hjemlige’ og er dermed det uhyggelige, der er udenfor hjemmet. Men da ordets stamme heimlich både betyder ‘det, der hører til hjemmet’ og ‘det gemte, det der holdes skjult’ (det hemmelige), viser det sig, at hjemmets velkendte og fortrolige sider også rummer det skjulte og hemmelige.

 

Begrebet heimlich er så tvetydigt, at det nærmest dækker sin modsætning unheimlich, der fra tysk kan oversættes til ubehageligt og gruopvækkende. Relationen mellem Das Heimliche og Das Unheimliche er metonymisk, hvorfor Freud kalder det, der skulle være forblevet hemmeligt, men som nu er trådt frem, for unheimlich.

 

Når fortrængte traumer bliver synlige, og Das Heimliche afsløres, vækker det voldsomt ubehag, for det er særligt grænseoverskridende, at det uhyggelige og fremmedartede skjuler sig i det velkendte og fortrolige.

 

Set på den måde er Hesselholdt & Mejlvangs urovækkende tableauer stærkt sanselige og visuelle kommentarer til latente farer i hjemmet som for eksempel vold og overgreb mod børn og kvinder.9 Som tematik og kunstnerisk greb bliver Das Unheimliche yderligere forstærket af, at de uhyggelige dukkehus-stuer befinder sig i stuerne i et familiehjem.

 

 

 

 

 

I omtalen af især den yngre samtidskunst møder man ofte begreber som ‘politisk kunst’, ‘engageret kunst’ eller ‘politisk kunstner’. Betegnelser der mest af alt ligner generaliseret og letkøbt varedeklaration, for det er svært at tænke sig en væsentlig samtidskunst uden engagement og en eller anden form for politisk bevidsthed.

 

For bombastiske politiske kommentarer besidder dog sjældent kunstnerisk potentiale, hvorimod det subtilt politiske, der formår at inddrage personlige spørgsmål, som ‘hvor står jeg?’, ‘hvad vil jeg?’, og ‘hvad vil de andre?’ ofte har kunstneriske muligheder.

 

Den franske filminstruktør Jean-Luc Godard sagde engang, at det handler om, at gøre film politiske, det handler ikke om at lave politiske film. Og netop den lille forskel på at ‘gøre kunsten politisk’ og ‘politisk kunst’ forstår Hesselholdt & Mejlvang. Ved subtilt at udfordre fasttømrede forestillinger og mentale konstruktioner formår deres kunst at røre publikum og skabe reaktioner, som da værket ‘Barrikade’ for knap et år siden forårsagede naboklager, politianmeldelse og heftige skriverier. Hesselholdt & Mejlvang skaber således kritisk, vedkommende og debatskabende samtidskunst. Men den fremstår sjældent propagandistisk eller agiterende.

 

Blot kunstnerisk begavet og politisk bevidst.

 

 

 

1. Joseph Beuys citeret in Volker Harlan, Rainer Rappmann, Peter Schata, ‘Soziale Plastik – Materialen zu Joseph Beuys’, p. 59, Achberg 1976

2. Epinion 2012. Se http://www.graenseforeningen.dk/node/11367

3. Nordjyske Stiftstidende, 17.06.2012, By & Liv Aalborg, p.16

4. George Woodcock, "Anarchism: A History of Libertarian Ideas and Movements", p. 284-285 Penguin Books, 1963.

5. Benedict Andersson, Forestillede fællesskaber, Roskilde Universitetsforlag 2001, Kbh. p. 47+ 48.

6. Op.cit., p. 50

7. Graham Macphee and Prem Poddar, ”Empire and after”, p. 15, Berghahn books, 2007 (min oversættelse)

8. Interview med Benedict Andersson, ‘Vi er forskellige, fordi vi er ens’, Information, 23.9.2005.

9. Det er almindelig kendt, at hjemmet er det farligste sted for kvinder at opholde sig, og at 41.000 kvinder og 29.000 børn i Danmark hvert år bliver udsat for vold i hjemmet.

 

 

 

 

OM HESSELHOLDT & MEJLVANG

 

Billedkunstnerne Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) har arbejdet sammen siden 1999. De tog begge afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Med deres installatoriske værker, skulpturer, tegninger, keramik, aktivistiske aktioner og manipulerede readymades udforsker de kritisk menneskets betingelser i en fragmenteret verden under konstant politisk, social og økonomisk forandring.

 

De to kunstnere udfordrer kulturelt bestemte konstruktioner som national identitet, nationalisme og køn og undersøger begreber som inklusion, eksklusion, barrikader, fremmedfrygt og danskhed. Værkerne kredser om nationale symboler som eksempelvis flaget, løven, ørnen og pentagrammet, og der anvendes farver og farvekombinationer, som kendes fra forskellige flag, emblemer og våbenskjolde.

 

Hesselholdt & Mejlvang har bl.a. udstillet på SKMU Sørlandets Kunstmuseum i Norge, Växjö Konsthall i Sverige og Kunsthal Gl. Strand i København. Netop nu er duoen aktuel med deres soloudstilling Hunger for Aggression i V1 Gallery, Københav

 

 

KATALOG

 

I forbindelse med udstillingen New Waves in the Hood udgiver Das Kunstbüro et 40-siders lommekatalog i 250 eksemplarer.

Udgivelsesdato 25. oktober 2013