HONNEUR et FIDÈLITÉ 

ADAM SAKS's SAMLING AF ARTEFAKTER FRA DEN FRANSKE FREMMEDLEGION

3 - 26 september 2013


Billedkunstneren Adam Saks (f. 1974) er uddannet fra det kgl. danske kunstakademi 1993-1999. I 1996-97 studerede han hos professor Bernd Koberling ved Hochschule der Künste i Berlin, hvor han nu bor og arbejder. Han er repræsenteret på kunstinstitutioner som Kiasma, Aros Aarhus Kunstmuseum, Malmø Kunstmuseum og Statens Museum for Kunst.


Adam Saks er inspireret af mytologiske væsner, euforiserende planter og guerilla-agtige junglestrukturer. Med løsrevne tekst fragmenter fra gamle tatoveringer skildrer han oftest menneskets hæsligste sider i sine malerier, tegninger og keramik.


I de sidste 15 år har den danske kunstner skabt en usædvanlig samling af historiske genstande og souvenirs fra den franske fremmedlegion. Adam Saks Collection består af et udvalg på cirka 50 skulpturer, tegninger og menukort, som nu for første gang bliver præsenteret i Danmark.


I forbindelse med udstillingen er der udgivet et 32-siders lommekatalog i 250 eksemplarer.






HONNEUR et FIDÈLITÉ 


af Henrik Broch-Lips


One is not born a painter as one is born a ventriloquist. The desire can develop in anyone; talent and vocation are just hot air, tinged with cant. Everyone is able to paint, just as everyone is able to speak. i

                                                                                                                                                                                           Jean Dubuffet


Den danske billedkunstner Adam Saks har gennem de sidste mange år samlet på genstande og artefakter fra den Franske Fremmedlegion. Under titlen Adam Saks Collection har Das Kunstbüro fået mulighed for at vise et eksklusivt udvalg af cirka fyrre sjældne keramik- og gipsskulpturer samt en snes tegninger og menukort. De fleste genstande er skabt af pensionerede legionærer, som har tilbragt deres liv efter soldatertiden på legionens alderdomshjem L'Institution des Invalides de la Légion Étrangère i Puyloubier i Frankrig.


Værkernes bemærkelsesværdige udtryk fremstår som særegne hybrider inspireret af både naiv folkekunst, uskolet Outsider Art tradition og stram, regelbunden klassicisme. Især de originale figurer er vanskelige at kategorisere. De ligner umiddelbart propagandistiske souvenirs, men ved nærmere eftersyn er det muligt at dele dem i to kategorier: Én samling af farvestrålende og mere kitschede udtryk i retning af den naive folkekunst og Jean Dubuffets definition af Art Brut, og én samling af monokrome buster med et nærmest totalitært udtryk, som vi kender det fra især tredivernes og fyrrernes fascistiske regimer.




De mest farverige og håndkolorerede gipsfigurer fremstår mimetiske og klassisk figurative, omend flere af dem har fået tilført en fed glasur, der udvisker konturen og de skarpe ansigtstræk. De er stærkt dekorative, og den slags ukomplicerede udtryk, der kombinerer charme, nyttighed og praktisk hånd-værk, bliver oftest betegnet folkekunst (Folk Art). På den måde står de i skærende kontrast til den finkulturelle kunst (Fine Art), der mest af alt er ren æstetik.


Folkekunsten udtrykker kulturel identitet ved at formidle fælles værdier. Den er karakteriseret ved en naiv stil, i hvilken traditionelle regler om proportion og perspektiv sjældent anvendes. Det er ligeledes karakteristisk, at den ikke er influeret af bevægelser i akademiske eller finkulturelle cirkler, og i mange tilfælde udelukker folkekunsten værker, der er udført af professionelle kunstnere.






Ligesom Jean Dubuffet var også Asger Jorn inspireret af en uspoleret, ulærd og direkte tilgang til visuel skabelse. I artiklen ’Intime banaliteter’, publiceret i Helhesten 1941, hylder Asger Jorn evnen til at forstå banalitetens kunstneriske værdi og dens fundamentale betydning for kunsten samt den helt grundlæggende billedlyst, der kommer til udtryk i dagligdagens billeder såsom tatoveringer, reklamer og glansbilleder.ii 

 

“Det er af betydning at fremhæve, at kunstens fundament netop er de evindelige almindeligheder, det letkøbte og billige, der i virkeligheden viser sig at være vore dyreste og mest uundværlige ejendele”, skrev han.iii


Asger Jorn satte fokus på de smagsløse og kitshede ting, fordi de ifølge ham nærer kunsten, og han mente, at de børn, der elsker glansbilleder og indklæber dem i bøger, giver kunstnerne større håb end diverse kunstkritikere og museumsdirektører.iv   




Art Brut, naiv kunst og folkekunst er nært forbundne betegnelser, der alle hører under den brede definition Outsider Art. I dag bruges begrebet bredt og rummer uskolede, uinstitutiona-liserede eller socialt ekskluderede kunstnere, der godt kan have lært færdigheder og teknikker gennem lærepladser i uformelle nærmiljøer, men som ikke betragter sig selv som kunstnere.


I forhold til de pensionerede fremmedlegionærers farverige kitschfigurer er der dog ikke tale om en outsider kunst i betydningen rå, kraftfuld og uhæmmet – altså en kunst, der er uforfalsket af kulturen. Men snarere i den forstand at figurerne er skabt ud fra en indre, individuel tilfredsstillelse og tilsyneladende uden hensyn til begrebet kunst, udstilling, berømmelse eller økonomisk gevinst. Hvilket bliver understreget af, at ingen af værkerne er signeret.




Til trods for at legionær-figurernes udtryk er malerisk, og umiddelbart charmerende og naivistisk, så dækker motiverne over en anderledes rå og brutal virkelighed, som repræsenterer legionens historik. 


Set på den måde ligner figurerne de kuriøse og politisk eksplosive porcelænsfigurer, som det kinesiske kommunistparti fik produceret under Den Store Proletariske Kulturrevolution i 1960’erne. De håndmalede statuetter skildrede politiske ledere og populære helte, og som led i Maos samlede propaganda-kampagne blev de portrætterede undertrykkere, i form af nuttede og farverige souvenirs, bragt fra gaden og ind i hjemmet og gjort stuerene.





Adam Saks’ samling af monokrome buster mimer umiddelbart totalitarismens propagandistiske udtryk, som vi kender fra tiden efter første verdenskrig, hvor såvel klassisk som avantgarde kunst samt folkebilleder og propaganda blev forenet i de totalitære regimers nye kunstneriske stilretninger.


Ifølge Igor Golomstock har den totalitære æstetik forsøgt at bilde os ind, at kunst er et spejl, der reflekterer virkeligheden, selvom propagandakunstens ikonografiske intention ikke var at gengive ’naturens skønhed’ som den traditionelle realisme eller at være en sand spejling af virkeligheden.v Tværtimod var især det socialrealistiske billedes mimetiske natur blot en illusion eller måske snarere en ideologisk motiveret besked.vi 


Figurerne fra Adam Saks Collection er også udtryk for en forherligende og idealiseret,  ideologisk virkelighed. Men hvor karakteristika som ‘ufærdigt’, ‘klatmalet’ eller ‘skitsepræget’ var uacceptabelt i den totalitære æstetik, så er fremmedlegionærernes patineringer og bemalinger af figurerne måske nok sofistikerede, men ofte skødesløse på grænsen til det uperfekte og nærmest ubehjælpsomme.


Legionærernes figurer har en sjælden egen charme, og det er umiddelbart svært at opleve dem som propaganda for fremmedlegionen. Men at de ikke opleves sådan, er måske netop deres styrke og det foruroligende ved dem.



  i. Johannes Stahl. Graffiti: zwischen Alltag und Asthetik, Munich 1990, (thesis, Bonn 1988), pp. 871

  ii. Intime Banaliteter. Helhesten. Tidsskrift for Kunst. 1. årg. nr. 2. Kbh. 1941, p. 33-38

  iii. Ibid

  iv. Ibid

  v. Igor Golomstock, ’Totalitarian art’: (p.vii).

  vi. Boris Groys, ’The total art of Stalinism’, p. 55 n – p. 56ø)