KUNSTSALON: DEBAT OM NATIONALISME

med historiker og magister i europastudier Joakim Quorp Matthiesen 


29 oktober 2013



I forbindelse med Hesselholdt & Mejlvangs aktuelle udstilling New Waves in the Hood arrangerede Das KunstBüro en aften med katalog release og debat om nationalisme. Nedenstående er uddrag fra Joakim Quorp Mathhiesens inspirerende oplæg 'Nationen og nationalisme'.




I en antropologisk ånd vil jeg foreslå følgende definition af nationen: Den er et forestillet politisk fællesskab – og forestillet som både uafvægerligt afgrænset og suveræn (Anderson 1983).


Således lyder en af de mest velkendte og citerede definitioner af nationen, formuleret af den britiske historiker Benedict Anderson i hans hovedværk fra 1983, Forestillede Fællesskaber.


Anderson tilhører en flok af nationalismeforskere, som også tæller antropologen Ernest Gellner og den marxistiske historiker Eric Hobsbawm, der ser nationalismen som et produkt af moderniteten og industrialiseringen, en politisk konstruktion med rødder i det 19. århundrede.


Det er væsentligt at påpege, at når Anderson snakker om forestillede fællesskaber, mener han ikke, at der er tale om noget uvirkeligt. Snarere er der tale om en abstraktion, da alle medlemmer af et nationalt fællesskab, aldrig vil kende eller møde hinanden.


De kan derimod forestille sig hinandens fællesskab gennem aviser, vejrudsigter, landekort, fodboldkampe og så videre. Nationen forestilles som et dybt horisontalt kammeratskab. I visse tilfælde er dette stærkt nok til at inspirere ofre i nationens navn.   




Nationalismen kan meget forenklet siges at være nationalstatens ideologi, ikke på samme måde som liberalisme eller socialisme er ideologier, men nærmere fordi den prædiker at nation og stat skal være ét. Dette skaber selvfølgelig problemer fra tid til anden, da dette ofte ikke er tilfældet.


Denne nationalstatens ideologi anvender religiøs symbolik og billedsprog, og er meget optaget af emner som fødsel, død og opstandelse. Her kan man muligvis finde en del af forklaringen på hvorfor nationale symboler, ritualer og myter kan være forbundet med meget stærke følelser.


Anderson er primært interesseret i det større og mindre mondæne billede, og derfor kan det være interessant at tage et mere nærværende perspektiv ind i diskussionen. I den sammenhæng giver professor i samfundsvidenskab, Michael Billig, et bud på hvad han kalder banal nationalisme.


Billig sætter spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af nationalisme som værende noget der primært er gældende for separatister som baskerne eller den Flamske Bevægelse, eller for den yderste højrefløj som i partierne Front National, British National Party eller Dansk Folkeparti. Er nationalisme altid yderligtgående og på kant med den politiske status quo?


Nej, mener Billig. Nationen og dets borgere bliver til dagligt reproduceret i det banale hverdagsliv. Dette sker igennem et kompleks af tro, antagelser, vaner, symboler og skikke.




Dette kommer fint til udtryk i det som New waves in the Hood udfordrer. Når det danske flag vajer i en have på en villavej, når det er påmalet kinden af en fodboldfan eller pryder en fødselsdagskage – er det oftest noget man ikke tænker videre over.


Piller man ved det givne afstedkommer det dog reaktioner, som ngoel af reaktionerne på udstillingen har vist. Derfor kan man alligevel sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt ordet ’banal’ er det rigtige til at beskrive danskernes forhold til Dannebrog. Flaget har en evne til at vække stærke og ægte følelser i ikke så få danskere, og som en undersøgelse fra 2012 har demonstreret, så bliver Dannebrog opfattet positivt af 92 % af danskerne.


Selvom der er forskel på når Søren Krarup bruger Dannebrog i sin kolonihave og når man flager til et bryllup, så er hverdagsbrugen ifølge Billig ikke udelukkende uskyldig. Hverdagsnationalismen reproducerer institutioner med betydelige midler til at udøve magt, og i nogle tilfælde kan denne mobiliseres uden længere politiske kampagner.

 

I det danske tilfælde kan det dog diskuteres om dette passer specielt godt til den generelle opfattelse og brug af Dannebrog. Noget tyder nemlig på at det danske flag oftere associeres med civilsamfundet end med staten.

I stil med når Anderson snakker om at forestille sig det nationale fællesskab, argumenterer Billig altså for at man kontinuerligt bliver påmindet om nationens eksistens uden nødvendigvis altid at registrere det. Det sker igennem sprogbrug, kulturelle konstruktioner og selv i opbygningen af aviser med separate indland sektioner.




National identitet er det som nationalismen fodrer. Det er i dag alment anerkendt at det er en variation af etnisk identifikation. Altså på baggrund af forestillinger om at man i et nationalt fællesskab deler nogle ’måder at leve på’ eller en ’kultur’, som adskiller ’os’ fra ’dem’.


Identitet bliver skabt i interaktionen mellem selv-identificering og gruppe identifikation på den ene side, og ekstern kategorisering på den anden side. Altså handler det om hvordan man ser sig selv, hvordan ens gruppe definerer sig og hvordan udenforstående ser en. Denne størrelse er i konstant bevægelse, den ændrer sig fra kontekst til kontekst og i takt med tiden. Logisk nok, har der været forskel på betydningen af at være dansker i 1864, 1992 og 2005. Der er selvfølgelig også forskelle fra individ til individ.


Identitet står altså altid i relation til noget andet. Dette bliver tydeligt når et fællesskabs grænser markeres og igennem de symboler der anvendes til dette. Grænserne er særligt markerede i situationer hvor de forekommer truede, i tider med sociale omvæltninger, hvor de kan blive slørede, svækkede eller underminerede. Grænserne er ifølge antropologen Anthony Cohen symbolsk konstruerede.


Mennesket konstruerer fællesskaber gennem symboler, hvilket gør symboler til ressourcer og depoter at betydning, og en referenceramme for deres identitet (Cohen 1985).




Det der gør symboler magtfulde og effektive identitetsmarkører er deres arbitrære natur. Dette gør det muligt for individet at opleve og udtrykke sin tilknytning til et givent fællesskab, uden at ofre sin individualitet. Det gør altså en i stand til at forestille sig at man tolker symbolerne nogenlunde ens, selvom man i virkeligheden danner individuelle betydninger. Identifikation med en gruppe, det værende i lokal eller national forstand, nødvendiggør derfor ikke rendyrket konsensus eller konformitet.


Dannebrog, som udfordres i Hesselholdt og Mejlvangs værker, har ligeledes mange ’ansigter’ og betydninger. Det bruges på den ene side til bryllupper, fødselsdage og begravelser hvor det symboliserer solidaritet, fællesskab og respekt for andre. For nogle symboliserer det glæde og lykke. Fra denne ofte positive brug helt nede på det familiære og lokale niveau, over den kommercielle brug i tilbudsannoncer og dagligvarebutikker, er det samtidig et symbol på kongehuset, nationalstaten og den historiske abstraktion, nationen.


Det er et symbol på det nationale fællesskab, som nok markerer grænser, og deler i os og dem. Hvad er årsagen til at et sådant symbol opfattes positivt af størstedelen af danskerne? Lisanne Wilken, lektor på Aarhus Universitet, giver et bud i et interview med Kristeligt Dagblad i 2012. I hendes optik er danskernes positive opfattelse af flaget produktet af at det symboliserer ”et fællesskabs-os i højere grad end et ekskluderende og aggressivt os.”


Her sigtes der naturligvis på den gennemsnitlige danskers opfattelse og brug af flaget, og ikke den måde hvorpå flaget er blevet anvendt af Dansk Folkeparti siden 1990’erne.